KIM BLÆSBJERG, de bedste familier – på Bovbjerg Fyr

KIM BLÆSBJERG, de bedste familier – på Bovbjerg Fyr

Fra: 20. april 19:30
Til: 20. april 21:00

Kim Blæsbjergs seneste bog ”De bedste familier” har fået megen omtale og fine anmeldelser.

Romanen fortæller et stykke Lemvighistorie, som mange husker som en helt særlig periode.

Cheminovas etablering på Rønland, de mange nye arbejdspladser og den rivende samfundsudvikling generelt i 50èrne.

Netop fordi bogens fokus er Lemvigområdet, bliver det interessant at høre Kim Blæsbjergs tanker og overvejelser i forbindelse med udgivelsen af denne bog.

 Et gammelt ordsprog siger: Tale er sølv, men tavshed er guld.

Befolkningen i Lemvig og omegn valgte guldet, som gav arbejdsplads og god indkomst til mange, mange familier i begyndelsen af 50èrne, da Cheminova flyttede til Rønland.

Prisen for guldet blev tavsheden.

Tavsheden, som var nødvendig for at beholde jobbet og dermed drømmen om et velfærdsløft.

Tavsheden, som sneg sig ind i familierne og de mest intime relationer.

Kim Blæsbjerg formår med ”De bedste familier” at sætte fokus på velfærdssamfundets udvikling og prisen for denne udvikling. Dermed er bogen aktuel som få. Kim Blæsbjerg har givet os en højaktuel socialrealistisk roman, hvori han sætter det helt store samfundsperspektiv som en kikkert på en lille geografisk plet, Lemvigområdet.

Forfatteren kender området som sin egen bukselomme, derfor opleves beskrivelserne autentiske.

Denne historie kunne være fortalt om mange egne i Danmark.

Ikke mange ville dog kunne gøre historien til et litterært mesterværk.

Kim Blæsbjerg, som er en særdeles dygtig forfatter, formår på fornemste vis at fortælle om denne lille plet i verden, som et billede på den enorme samfundsudvikling fra 50èrne til i dag.

Romanen beskriver en tid, hvor kemikalier og kapitalisme gik hånd i hånd, men hvor en spirende kønskamp samtidig fik tag ikke alene i samfundet, men i det enkelte parforhold.

 Bogen: ”De bedste familier ” er en roman alle bør læse.

Den skal der tales højt om, så højt, at det gamle ordsprog, der siger at tavshed er guld, bliver gjort til skamme.

Kim Blæsbjerg vil ikke alene tage udgangspunkt i bogens handling, men også fortælle om, hvordan han har oplevet, at bogen er blevet modtaget her i Vestjylland. Og publikum vil få mulighed for at stille spørgsmål eller få en snak om netop deres oplevelse af bogen med de stærke lokale rødder.

Der vil være mulighed for at købe bogen og få den signeret af Kim Blæsbjerg.

PLADSBESTILLING:2613 5617 eller bovbjergfyr@ferringby.dk

 PRIS: 75 kr. - der kan købes kaffe og kage eller kolde drikke

Fyrvej 27, 7620 Lemvig