Om Remmerstrandlejren
Remmerstrandlejren er beliggende midt i Limfjordsegnens mest særprægede natur, lige ved asfaltvej, - uden at det egentlige lejrområde grænser til vejen.
Lejren er beliggende i Lemvig kommune på adressen Remmerstrandvej 75, Gudum, og har en arealstørrelse på godt 4 hektar. (godt 41.000 m2). Lejrområdet er privat område.
Fra lejren er der 5 km til Humlum, 4 km til Gudum, 10 km til Struer og 12 km mod vest til Lemvig.
Remmerstrandlejren er beliggende i den vestlige del af "landsbyområdet" Remmerstrand, og er tydeligt markeret med skiltning.
Hele Remmerstrandlejrens nordgrænse er lige ud til Limfjordens dejlige børnevenlige badestrand. Fra vest kommer man ind til lejrområdet. Langs vestgrænsen er der opvokset et lægivende læbælte. Mod syd grænser lejren op til den private bebyggelse langs amtsvejen. Mod øst er der plantet et gran- løvhegn som danner grænse til det private sommerhusområde.
Selve lejrbygningen er beliggende på den sydøstlige del af grunden.
I det nordvestlige område er der en boldbane hvor der fast er opstillet 2 fodboldmål. Banen er velegnet til både fodbold og andre boldspil. Vest for lejrbygningen er opstillet en beachvolleybane med strandsand og volleynet. I tilknytning til dette er etableret legeplads med store gynger og sandkasse til de mindste.
Nord for lejrbygningen er anlagt en oplyst grusparkeringsplads med gode parkeringsmuligheder.
Nordøst for lejren er der mulighed for opstilling af telte, campingvogne m.v..
Øst for lejren er der fast bålplads, ligesom der er fast udendørs pejs i forbindelse med lejrbygningen.
Kommer du med bil fra øst/syd/nord til Remmerstrandlejren skal du gennem Humlum, som ligger på vejen fra Struer til Thisted. Kommer du fra vest/sydvest kører du gennem Lemvig.
Kommer du med tog kommer du til Struer (evt. Humlum).
Kommer du med tog fra Ringkøbing/Vemb er der mulighed for at tage VLTJ-jernbanen til Lemvig station.
Der er ligeledes nogle få busforbindelser forbi lejren. (check lige køreplanen)