Foredrag med Kristian Leth

Foredrag med Kristian Leth på Museet for Religiøs Kunst

Fra: 8. november 19:00
Til: 8. november 21:00

Kom og hør forfatter, musiker og podcast-vært Kristian Leth fortælle om, hvad han mener, er intet mindre end verdens vigtigste bog: Bibelen

For selv i et moderne samfund som det danske, viser det sig, at vores kristne arv spiller en større rolle, end vi selv går rundt og tror – og måske endda større, end vi har lyst til at indse.
I anledning af museets aktuelle udstilling Gudinder vil Kristian Leth fortælle om Bibelen med særligt fokus på kvinderne.
Kristian Leth er hverken for eller imod kristendommen, for det mener han faktisk ikke, at man kan være, når han nu ved, hvor dybt den kristne arv gennemsyrer vores danske bevidsthed. Og at forstå kristendommen er ifølge Leth nødvendigt for overhovedet at forstå os selv i disse tider, hvor kendte springer ud som kristne, hvor vi konstant diskuterer, hvor meget religion må fylde i det offentlige rum, og hvor folk sætter deres lid til irrationelle, nærmest religiøse, forklaringer på alt lige fra Corona-epidemien til verdens tilstand.
Foredraget er respektfuldt og udogmatisk, men udfordrer både troende og ateister til at revurdere deres egen forståelse af den cirka 2000 år gamle samling tekster, der har lagt grundlaget for den kultur og det samfund, vi lever i i dag.
Igennem 2,5 år har Kristian Leth hver søndag på P1 udforsket kristendommen sammen med journalist Lauge Hendriksen og holdt flere hundrede foredrag om emnet.
Podcasten "Bibelen Leth fortalt" har mere end 100.000 lyttere – og det er ikke uden grund.
I september 2024 har han udgivet den anmelderroste bog Verdens vigtigste bog – Kristendommen, Bibelen og vores verden.
Det vil være muligt at købe og få signeret et eksemplar af bogen i forbindelse med foredraget.
Info:
Pris 125 kr. - OBS det er nødvendigt med tilmelding, da der er begrænset antal billetter.
Køb billetter på museets hjemmeside Foredrag med Kristian Leth d. 8. nov. 2024 (mfrk.dk)
Foredraget arrangeres i samarbejde med Lemvig og Heldum sogne.
Museet for Religiøs Kunst - Strandvejen 13, 7620 Lemvig