Byvandring i Lidenlund
Kender du byen Lidenlund?
Byen er kendt fra tegneren, Henning Gantriis tegneseriestribe ”Livets gang i Lidenlund”. Gantriis, der stammer fra Lemvig, har i striben gengivet barndomsbyens kendetegn og personligheder på kærlig vis.
"Livets gang i Lidenlund" var en skildring af kulturmiljøerne og et persongalleri, som for byens herboende var mere eller mindre genkendelige i deres daglige gadebillede. I byen finder man stadig den dag i dag kendetegn i bybilledet, som man kan genkende fra tegneseriestriberne. Lemvig Museum er din guide på ruten, der går forbi nogle af de mest markante kulturmiljøer.
Tag med på guidet byvandring i Gantriis fodspor og hør om den hyggelige by ved Limfjorden.
Om Henning Gantriis
Henning Gantriis var en dansk tegneserie- og vittighedstegner. I 1953 skabte han serien " Livets gang i Lidenlund" for Politiken. Igennem 36 år tegnede han de kærlige glimt ind i småborgerlighed og mentaliteten i en dansk provinsby. I 2018 - på 100 året for Gantriis' fødsel - indviede man i Lemvig vandreruten "I Gantriis' fodspor" med 17 gadespejle, som er designet af Henning Gantriis egen datter, Ida Gantriis, der selv er tegner.
Læs mere om ruten her: https://lemvigmuseum.dk/gantriisruten/
Køb af billet: www.jyllandsakvariet.dk