Foredrag med Lokalarkivet: Tyske bunkere i Nordvestjylland
Var oprydningen efter krigen farligere end vi troede?
Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg inviterer til et spændende foredrag om Atlantvolden og de mange tyske bunkere langs den nordvestjyske kyst.
Forfatter og researcher Michael Steinke Christensen tager publikum med bag historien om opførelsen af Atlantvolden under besættelsen. Den tyske værnemagt opførte mere end 8.000 forsvarsanlæg i Danmark – en kæmpe byggeopgave, hvor over 100.000 mennesker arbejdede, og hvor den danske stat i høj grad kom til at betale regningen.
Foredraget stiller også skarpt på tiden efter befrielsen i 1945. Langs vestkysten lå over en million miner og hundreder af kanoner, som skulle fjernes. Men blev oprydningen egentlig gennemført grundigt nok? Ifølge Michael Steinke Christensen kan der stadig ligge rester af sprængstof under den vestjyske muld.
Om foredragsholderen
Michael Steinke Christensen (f. 1965) har i mere end 10 år arbejdet som researcher ved Holstebro Museum med speciale i besættelsestiden i Nordvestjylland. Han er forfatter til de anmelderroste bøger En hverdag på trods og Trods alt! og har i dag en stærk tilknytning til området som husejer i Vrist.
Entré: Gratis
Tilmelding: Send en besked eller ring på 93 88 76 73
Arrangementet er arrangeret af Lokalarkivet for Thyborøn-Harboøre-Engbjerg, som arbejder for at bevare og formidle egnens historie.